Så skete det igen, danmark har mistet endnu en soldat...
For et hold forældre, hans søskende og hans kæreste er mareridtet blevet til virkelighed, og jeg bliver fuldstændig tom indeni når jeg tænker på hvordan de må have det. Den frygt som vi alle har haft siden afskeden i lufthavnen, blev pludselig begrundet og alle de tanker som man ikke må have, når vi sender vores sønner af sted, blev en realitet.
Uanset om vi vil være ved det, eller ej, så har man jo en masse frygtelige tanker som vender tilbage igen og igen 95% af ens vågne timer. Det fylder det hele ens hverdag, og selvom det ikke er noget man må snakke om som mor, tror jeg at vi alle på et tidspunkt har tænkt på præst, begravelse, taler og gravsten.
Vi forstår slet ikke omfanget af sorgen som de gennemgår, men vi forstår frygten som de har haft.
Jeg håber inderligt at familien har breve og hilsner fra deres soldat, som de kan læse igen og igen og finde trøst ved det.
Frygteligt at det skete nu igen, og tak fordi du delte dine tanker med os.
SvarSletDu har beskrevet situationen så fint og personligt, at jeg vil lade den stå alene....
Knus til dig fra Annette
Jeg kan godt forstå at du kan sætte så præcise ord på dine tanker...
SvarSletDet er rædsomt når det sker... og heldigvis har det "ellers" været længe siden...
Vi sendte tanker fra HQ, mens vi pakkede kort.
Knus fra Margit
Hej ven. Ja det giver et stik i hjertet og en klump i halsen og jeg fik præcis samme tanke. Men som aka skriver vil jeg ellers lade dine stærke og fine tanker stå alene! Æret være hans minde.
SvarSletTak fordig du beskriver dine tanker så følsomt, når man ikke kender nogle der er i felten så tænker man bare: nå nu igen. men jeg forstår godt hvor det må være forfærdeligt for de efterladte til de ganske unge mænd, mange af dem er jo kun store drenge. v.h. morkaren.
SvarSlet