Viser opslag med etiketten Vores børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vores børn. Vis alle opslag

tirsdag den 30. oktober 2012

8 års dag...

I dag er det 8 år siden at den ældste i kuldet, Mikkel, begyndte at komme sammen med Julie. Havde de været gift, var det Broncebryllup de skulle fejre i år ;-)
Af hjertet tillykke... - og held og lykke med Jeres nye titler som husejere fra på torsdag !

torsdag den 11. oktober 2012

Fornemt besøg...

Jeg havde aftalt med Fifty at han skulle kigge forbi Vemmelev når han havde været til Convention i Middelfart i lørdags. Der stod en hel kasse julekort og ventede på ham, og da han endelig dukkede op, havde han taget Charlie, Gitte Y og Heidi med...Det var sørme da godt at jeg havde bagt kage, for det var jo lidt synd hvis de skulle sidde ude i bilen og fryse imens vi fik kaffe ;-)
Lille "Sutsko" var ikke helt tryg ved Fifty, desværre nåede jeg ikke at få et billede da han langsomt sneg sig ind på "Bamsen" i militærtøj...det så ellers sjovt ud !
Han sidder hos og PÅ Celine ALTID. Når hun ikke er hjemme, traver han hvileløst omkring. Når hun skal læse lektier, sidder han hos hende som her og når hun sidder ved computeren, hænger han hen over hendes arme. Når hun sover, ligger han på hendes mave og hvis hun vender sig i søvne, kravler han op på hendes hår.

lørdag den 22. september 2012

Tillykke til Morten 22 år

Nr. 2 i "flokken" har fødselsdag i dag Hip Hip Hurrrrraaaaaa....

Her er det billede som prægede forsiden af hans allerførste fødselsdagsindbydelse i 1991. ;-)  ;-)  ;-) 
(Gode "stolper" på en baby der blev født i 33 uge med dårlige nyrer, ikk´?)

torsdag den 15. marts 2012

Hip Hip Hurrrraaaaa...

Der er 23 år (og er par kg) mellem de 2 billeder her ;-) he he

I dag er det Mikkel´s fødselsdag, hurra, hurra, hurra....I dag, for 24 år siden blev min ældste søn født på Holbæk sygehus 9 uger for tidligt...Dengang havde vi en strid snestorm, som nær havde forhindret bedsteforældrene i at komme frem og beundre mini-Mikkel som lå i kuvøse. I dag er det skønt forårsvej og flaget er i top. Vi glæder os til at fejre ham i morgen og håber at gutterne inde på kasernen gør det i dag ;-)



torsdag den 22. september 2011

Tillykke Morten 21 år

Så er det Mortens tur til at holde fødselsdag, han bliver 21 år og vi fejrede ham i går. Han bor i Århus hvor han studerer Biologi...Han har møvet sig ind hos min moster indtil han finder et værelse eller en lille lejlighed, så hvis I kender nogen, der kender nogen...?


onsdag den 7. september 2011

Hip Hip Hurrrraaaaa...









Vores yngste skud på stammen, Rasmus, bliver 11 år i dag...Her er morgenhygge inden
vi skal på arbejde og i skole ;-)
Han skal holde fødselsdag for sine kammerater i 5 klasse i eftermiddag, så det er skønt at vi kun bor 150 meter fra skolen, det tager 2 minutter at gå hjem.
De skal have hjemmelavet pizza og pandekager med is til dessert, vi håber at der bliver pauser i regnvejret, så de kan komme ud og lege. Det er underligt at skulle holde børnefødselsdag nr. 32 for børnene på Forlev Friskole, mon det er sidste gang, eller vil han også til næste år ? De 2 store drenge eeeeelskede deres klasse-fødselsdags-komsammen, og Celine gad ikke rigtig mere efter 5 klasse, lad os se hvor længe Rasmus har lyst ?
Han fik gaver fra morgenstunden, og et fødselsdagskort fra Cypern !

mandag den 9. maj 2011

Celine...efter operationen

Efter operationen hjalp det en lille smule at Simba sad i sengen og ventede på hende, da hun vågnede op...Behøver jeg at fortælle at hun er Disney-freak ligesom sin mor ?

Celine...

Vores søde krøltop Celine, styrtede på sin cykel i 2003, hun gik lidt i stykker og har som følge deraf næsten ingen hørelse tilbage på venstre øre. Det giver selvsagt nogle problemer i skolen, det er ikke mange hemmeligheder man kan hviske hende i øret ;-)De sidste par år har hun lidt af voldsomme svimmelanfald. Nogle gange af kort varighed og andre gange både 2 og 3 timer, hvor hun kaster op og dratter ned af stolene.

En dygtig ørekirurg har haft en mistanke om at hun havde et hul inde i øret, hvor der kunne sive væske ud og give hende de anfald, og sidste onsdag åbnede han Celine´s øre og fandt det han ledte efter.

Hun var hurtigt frisk og kom hjem 1½ døgn efter operationen...Hun skal holde sig i fuldstændig ro og må ikke bære på noget. Jeg skal love for at der bliver læst nogle tykke bøger og set nogle film !

Ærgerligt nok, har hun kun haft 2 dage helt uden svimmel-anfald. Stingene fra dér hvor de hentede "reservedele" er fjernet og vi håber på bedring, så hun kan trippe op ad kirkegulvet på søndag uden at have "støttepædagog" med.

Vi krydser fingre, tæer og alt andet, for at hun skal få det bedre og kan komme til at leve som en normal teenager igen, med sport og cykleture.

Vi flettede krøllerne stramt og var nede på knæ, så de ikke barberede mere af end højst nødvendigt ;-) - og hun morede sig lidt over hospitalstøjet...